Plankelageret

Alt vores træ her på værftet, det er næsten udelukket egetræ. Det er det man bruger til hele skibets skrog, som det hedder, til spanter, til planker, til alle de store tunge dele. Det er kun dækket, som er i fyrretræ, faktisk. 

Det forholder sig anderledes, når vi kommer til Norge og Sverige, fordi der har de meget fyrretræ, der bruger de også meget fyrretræ i skroget. Men her er det udelukket egetræ. Det der ligger bag mig, er planker til mange forskellige formål i forskellige tykkelser. Vi får alle vores planker fra savværket, jeg skal simpelthen bestille 2 – 3 – 4 tommer, det er alt afhængig af hvilken opgave vi skal i gang med. Nogle gange er vi nødt til at købe lidt mere, fordi det skal ligge og lagre. Det må gerne ligge og lagre i 1,2, 3, 4 måske 5 år. 

Det bliver selvfølgelig hårdere og hårdere jo længere tid det lagre, men der er det ved det, at det tørre en lille smule ind, når det ligger og lagre, så når vi får det sat i skibet, så er det rart, at det har tørret det ind, som det skulle, så man ikke sætter vådt og frisk træ i et skib, hvor så det bagefter begynder at tørre ind og skibet ikke hænger helt sammen.
Så kommer vi til forarbejdningen af det træ vi har ude på plankelageret. Her har vi et skibsskrog, på et skib, som har udtjent sin værnepligt, det står for en total restaurering. Der kommer helt nye spanter i, der kommer helt nye planker på, og ny forstævn. Der kommer det hele. De gamle planker forsvinder stille og roligt og et nyt skib bliver bygget op inde i det gamle. 

Sådan en planke her, de stadier der er i forarbejdningen, det er simpelthen, at man skal kende bredden på planken, man skal kende den vinkel der er her og man skal selvfølgelig også have formen på planken. Det foregår simpelthen ved, at man tager sådan et bræt og sømmer på her, skruer på herimellem. Det bræt her, kommer der yderligere bagefter små pinde på, som går op og ned til de kanter her. Når man har det hele, så har man til sidst en ri, som man kalder det, en skabelon, en form for planke, så kan vi tage den af. Bagefter skal vi skal vi simpelthen måle de vinkler der er herinde. 

Det gør vi med vores smig-stok, når vi har målt de vinkler herinde, så afsætter vi den herover på vores bræt, sætter en streg og samtidigt skal vi også have en bredde herimellem, som vi så også afsætter her. Det gør vi alle steder, både for oven og forneden, her skal der være en slut-planke imellem, så det er en længere proces. Når planken er lavet færdigt, så skal den måske bøjes og der er vi mange gange nødt til at tage den i damp, så de skal lige dampes måske 1 – 2 timer. Så kan vi sætte dem på i en god fart, mens den er varm, sådan foregår det.

 
Her er vi så ved lodsbåden Hals fra 1899, bygget i København. Det er igen en forening der er omkring dette skib, det er lodser. Den står for en total restaurering, som vi kalder det. Det er, når vi må skifte det hele, bortset fra måske 10 %, men det er sådan det er, når et skib er 125 år gammel, så har det udtjent sig op til flere gange. Vi er nødt til at sige, at når skibet skal ud og sejle igen, så bliver vi nødt til at lave det sødygtig og stærk igen, som det var oprindeligt. Derfor skifter vi alle spanterne og vi kan se spanterne stikker op her. De er naturligvis lavet lidt i overhøjde, fordi der kommer et dæk på, på et tidspunkt. Det kommer snart. Så er der støtter, som går op og holder lønningerne, lav lønning som går hele vejen rundt, der er også sat i og ellers er der bundstokke, som samler spanten, nede i bunden. Selve kølen kan vi også igennem.


For at lave et spant, så er vi også nødt til igen ligesom ved planken at tage nogle mål på, hvordan det gamle var. Nogle gange er det gamle noget muld, så må vi ligge til og fra, men når vi har en skabelon, så kan vi gå over på vores store båndsav, det er en båndsav, som hedder en kipsav, så man simpelthen kan kippe, det er en kipsav, som kan dreje til den ene side, bordet bliver liggende i vater. Når vi har vinkler ved siden af, som vi kan aflæse på, så kan vi skære dem på smig med et skråt snit hele vejen igennem, så det er meget tæt på, at når vi kommer over med et stykke spant, der er skåret på saven, så er det næsten tæt på, at det kan sætte i, men det skal dog lige høvles lidt til som regel også.

 
Her på bordet ligger der noget tømmer, der er udtjent og der kan man med alt tydelighed se, at det har haft en facon engang, men holdbarheden er slut. Der må genskabes en kopi af sådan et stykke og så må der noget nyt i. Den her er umiddelbart pænere, så det kan være spørgsmålet om man kunne rense den og sætte den på igen. Så det er gammelt træ, som måske må skiftes.